Gode bøger til sommerferien
Sommeren er her - og det betyder læsetid! Få inspiration fra Litteratursidens anmeldere til dette års sommerlæsning.
Sommerhusene er låst op, flyene letter, og sommerferien er officielt på trapperne. Det er tid til at smide sig under træerne med et koldt glas rosé og en rigtig god bog. Hvis du endnu ikke har besluttet, hvilken bog du skal fordybe dig i denne sommer, eller din læseliste bare ikke kan blive lang nok, fortvivl ej. Litteratursidens anmeldere anbefaler dette års sommerferielæsning, som du kan pakke direkte ned i kufferten og tage på en rejse med gennem ordene og ud i verden.
Sorg og camping af Lone Hørslev
Hverdagens stille drama i udkantsdanmark (Ringkøbing) om ulykkelige ægteskaber, hverdagens trummerum … og en smule camping. Lone Hørslev har et gudbenådet talent for at beskrive hverdagens (mangel på) dramatik og rutiner på en så realistisk måde, at kartoffelskrælning bliver en spændende oplevelse.
- Anbefalet af Line Hoffgaard.
En sproglig perle om det moderne menneskes dilemmaer. Højrup skriver, så havmågerne synger, og hver en side bør nyder langsomt i denne kollektivroman om et forhenværende norsk kollektiv, der holder ferie sammen og hver for sig. Turen går til Tyrkiet og ferie, fællesskab, fortielser og flygtninge, der skyller op på stranden.
- Anbefalet af Barbara Rugholm
Hvad er et menneske på overfladen og i dybet? Daniel Dalgaards vidunderligt kakofoniske roman blænder op for det hele: fortid og nutid, set indefra og udefra. Paradise Beach er handlingens fluepapir: samlingsstedet for bogens vigtige personer. Denne syntetiske maskine af et resort med ansatte, der faktisk også er mennesker (!), sætter gang i Jans minder, som sætter gang i denne vidunderlige roman.
- Anbefalet af Mai Villadsen Ruby.
Fiskejournal af Mikkel Frey Damgaard
Mikkel Frey Damgaard har skrevet en gribende fortælling om lystfiskeri, naturens kræfter og sindets mørkeste afkroge. En rørende bog, der handler om meget mere end fisk. Efter mange års søgen efter mening og følelsen af et hjem, fandt Mikkel Frey Damgaard endelig hjem til sig selv gennem naturen. Og dét er der kommet en virkelig god bog ud af.
- Anbefalet af Nana Thejll Jakobsen.
En eventyrlig og fin fantasyroman, der udover at underholde og betage får sin læser til at stoppe op og tænke. 'Eventurhuset' er en charmerende og underfundig fortælling om (u)retfærdighed og sammenhold, om at finde den rette hylde og om at acceptere det anderledes.
- Anbefalet af Britta Voergaard Poulsen.
Hør lige her af Gulraiz Sharif
Humoristisk og tankevækkende roman om køn, identitet og splittelsen mellem to kulturer. Romanen er en rørende fortælling om familiesammenhold og ønsket om at høre til som den, man virkelig er.
- Anbefalet af Metteline Lykke Rasmussen.
En fortryllet april af Elizabeth von Arnim
Fire engelske damer lejer et italiensk middelalderslot i en måned. ’En fortryllet april’ kan i år fejre 100-års fødselsdag, og den skulle efter sigende være Elizabeth von Arnims mest elskede og læste roman, og dét tror jeg gerne. Arnim er så velskrivende, opfindsom, morsom, elskværdig og rebelsk, at man må overgive sig totalt.
- Anbefalet af Maria Guldager Rasmussen.
Hvor flodkrebsene synger af Delia Owens
’Hvor flodkrebsene synger’ er en uforglemmelig og bittersød fortælling om svigtede skæbner, bristede hjerter og et gådefuldt mord i 60’ernes North Carolina. Det er en utrolig smuk fortælling med et billedskabende sprog, der rammer lige i hjertet.
- Anbefalet af Pia Bechmann.
Vi er kortvarigt smukke er på jorden af Ocean Vuong
'Vi er kortvarigt smukke her på jorden' er en smertelig og afslørende fortælling om krigens sår, klasse, maskulinitet, afhængighed, vold og transnationalitet i USA. Men det er også en utroligt rørende og smuk skildring af vores forsøg på at finde og nå hinanden, af kærligheden mellem en mor og en søn og af kærligheden mellem to elskende.
- Anbefalet af Katja Norup.
Selv hvis alt forsvinder af Jens Liljestrand
Jens Liljestrands fremragende debut bringer klimakrisen ind i vores virkelighed. Det er udmattende og bestemt ikke opløftende. Det er en utroligt medrivende roman med høj puls, overraskende plottvists og et smukt sprog.
- Anbefalet af Anne Kathrine Vindvad Laursen.
Sæt dig godt til rette - og læs! Det er tid til sommerferie. Må din blive fuld af solskin og ord.
Vær med i læsefællesskabet over sommeren ved at dele din sommerlæsestund på Instagram under #barelæse og deltag i konkurrencen om at gå amok i en boghandel.