Gå til hovedindhold
Lyttesalon

Besøg eReolen på BogForum

Som noget nyt i år er eReolen vært for den officielle scene Lyttesalonen på BogForum. eReolens redaktion har i samarbejde med forlag og forfattere tilrettelagt programmet på scenen, som har fokus på lyd. I løbet af de tre dage vil forfattere som Pia Tafdrup, Dy Plambeck og Leonora Christina Skov samt skuespillere og lydbogsindlæsere som Vigga Bro, Lars Bom og Paul Becker kunne opleves på scenen, hvor de hver især vil belyse lydbogsmediet fra forskellige vinkler. 

Fredag aften byder eReolen alle digitale læse- og lytteheste på et glas bobler og en hyggelig snak.

Vi håber på at se en masse bogglade folk i Lyttesalonen på stand C2. Se programmet nedenfor eller på BogForums hjemmeside.

 

Program for Lyttesalonen:

 

Fredag

Kl. 12.00 / YAS-podcast – live

Mød de tre piger bag podcastserien YAS, Young adults – en kulturpodcast for unge og af unge.

Kl. 13.00 / Fantasyquiz

Forfatter Boris Hansen byder op til sin berygtede quiz om fantasy og sci-fi – i bøgerne og på det store lærred. Mød op og vær med!

Kl. 14.00 / Pia Tafdrup

Litteraturformidler Sebastian Bune fra podcasten LYT i samtale med digteren Pia Tafdrup om hendes forfatterskab, oplæsning overfor skriften og et liv i litteraturens og lyrikkens favntag.

Kl. 15.00 / Lars Bom

Kom på en guidet tur bag om mikrofon med skuespiller og indlæser Lars Bom. Han fortæller om forskellen på højtlæsning og indlæsning og om den proces og det forarbejde, der ligger bag.

Kl. 16.00 / Karsten Pharao

Journalist Karsten Pharao fortæller om sit arbejde som lydbogsindlæser – om e glæder og udfordringer arbejdet byder på, og de store oplevelser han har fået igennem tiden.

Kl. 17.00 / Lydbogsstudiet fortæller

Direktør Jørgen Malmos (Lydbogsstudiet) fortæller om, hvad det kræver at blive indlæser, og prisbelønnet fortæller Paul Becker tager publikum med bag om processen, når han skal indlæse en ny bog.

Kl. 18.00 / Reception på eReolens stand

eReolen byder alle lytteglade medlemmer fra Lytteklubben på et glas bobler og en snak med deres favoritindlæsere. Hils på Dan Schlosser, Paul Becker, Maria Garde m.fl.

 

Lørdag

Kl. 11.00 / Astrid Skov og Paul Becker

Lydbøger er populære som aldrig før – men hvorfor egentlig? Indlæser Paul Becker og redaktør Astrid Skov giver et overblik over det hastigt voksende lydbogsmarked og et nørdet indblik i maskinrummet.

Kl. 12.00 / Peter Madsen og Sissel Bøe

Peter Madsen og Sissel Bøe læser højt og tegner fra ’Troldeliv – Nøkkens jul’. En hjertevarm julehistorie fra det kendte og elskede Troldeliv-univers.

Kl. 13.00 / Vigga Bro

Vigga Bro fortæller om sit første møde med lydbogen, om indlæs­ningen af ’Håbløse Slægter’ og om, hvordan stor læselyst (næsten) kan kurere ordblindhed.

Kl. 14.00 / Jakob Melander

Krimiforfatter Jakob Melander og hans redaktør Birgitte Franch, forlags­chef på People’sPress, i samtale om skriveproces, opbygning af karakte­rer og skabelse af fængende historier.

Kl. 15.00 / Tid til bøger – live

Oplev Tid til bøger live. Journalist Janus Camara inviterer forfatter Kathrine Tschemerinsky, Mathilde Walter Clark og Iben Mondrup på scenen til en snak om at skrive fra og om andre steder i verden.

Kl. 16.30 / Dy Plambeck

Mød Dy Plambeck i selskab med sin redaktør Janne Breinholt Bak til en samtale om ’Til Min Søster’. Forfatteren fortæller om bogens temaer, skriveprocessen og indlæsningen til lydbog.

 

Søndag

Kl. 11.00 / Mette Finderup

Mette Finderup præsenterer og læser højt fra den populære og spæn­dende fantasy-serie om heltegruppen ASPE og deres vilde eventyr.

Kl. 12.00 / Githa Lehrmann

Indlæser Githa Lehrmann deler ud af sine erfaringer, oplevelser og personlige teknikker fra sin mangeårige karriere i lydbøgernes verden.

Kl. 13.00 / Lars Thiesgaard om Murakami

Lydbogsindlæser Lars Thiesgaard fortæller om processen bag indlæsningen af Murakamis bøger med udgangspunkt i ’Mordet på kommandanten’.

Kl. 14.00 / Leonora Christina Skov

Forfatter Leonora Christina Skov i samtale med forfatter Mads Mygind – om at gen(ind)læse sit eget forfatterskab ovenpå succesen med ’Den, der Lever Stille’, og om at turde stole på sin egen stemme.