Gå til hovedindhold
Grafik børnehavereolen

Bestil BørnehaveReolens kataloger

I april gik eReolen i luften med det nye tilbud til børnehaver, BørnehaveReolen til institutioner, hvormed det nu er muligt for kommunerne at lade børnehaver låne digitale bøger.

Hvis jeres bibliotek ønsker at kigge nærmere på tilbuddet, sender vi gerne kataloger med information om tilbuddet og inspiration, som henvender sig og kan distribueres til børnehaver, eller som I selv blot kan orientere jer i, hvis I vil vide mere om mulighederne.

Skriv til Dagmar på mail smda@aarhus.dk, hvis I vil have et eller mange eksemplarer af kataloget.

Hvad er BørnehaveReolen til institutioner?

Det er nu muligt for alle landets kommuner at tilbyde børnehaver adgang til digitale bøger via en ny mulighed for differentierede kvoter. Med BørnehaveReolen kan pædagoger let og fleksibelt finde inspiration til ebøger og lydbøger til børnehavebørnene som supplement til de fysiske bøger.

Formidlingstilbud tæt på børnenes dagligdag

BørnehaveReolen til institutioner er et nationalt formidlingstilbud, som landets biblioteker kan vælge at tilbyde kommunens børnehaver efter implementeringen af en ny fleksibel lånekategori og adgangsstyring, der kan oprettes for bl.a. institutioner.

BørnehaveReolen skal gøre det nemt at bruge eReolens børnebøger og på en praksisnær og brugbar måde inspirere til nye, sjove måder at arbejde med digitale bøger i en travl hverdag. I tilbuddet findes ideer til remselege, kreative aktiviteter og vejledninger til digital læsning, som kan sætte skub i snakken om bøgernes universer og karakterer.

Projektet bag

Tilbuddet er et resultat af projektet af samme navn, som er blevet til med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen og i samarbejde med biblioteker, børnehaver, forfattere og illustratorer.

I projektet, som forløb fra januar 2021-maj 2022, deltog Aalborg Bibliotekerne, Silkeborg Bibliotekerne, Herning Bibliotekerne og eReolen.

Læs mere og find alle BørnehaveReolens materialer her: https://ereolen.dk/boernehavereolentilinstitutioner

Læs mere om den nye fleksible login-løsning her: https://ereolen.dk/institutionslogin