Gå til hovedindhold
Mark Zuckerberg i retssalen

Facebook

Siden 2004 har Facebook udviklet sig fra at være et internt online-forum for studerende på Harvard University til en af de mest benyttede hjemmesider i verden. Facebook er imidlertid ikke blot en arena for sociale fællesskaber, men også en magtfuld spiller med massiv indflydelse på blandt andet politik, demokrati, medier og menneskers fysiske og psykiske velbefindende. Kritikere mener, at Facebook – med sine rettigheder til brugernes data – har fået alt for stor magt. Afsløringer af, hvordan 87 millioner brugeres data er blevet misbrugt til måske at hjælpe USA’s præsident Donald Trump til magten og påvirke Brexit-afstemningen i Storbritannien, sendte i 2018 Facebook ud i virksomhedens hidtil største krise. Men dermed var problemerne ikke slut. I oktober 2021 afslørede den 37-årige whistleblower Frances Haugen, at Facebook hemmeligholder viden om, at platformens algoritmer fremmer had, misinformation og andet indhold, der skaber konflikter, vold og menneskelig ulykke, og at Facebook lader forretning gå forud for menneskers trivsel. Kort efter offentliggjorde Facebook, at virksomheden skifter navn til Meta.

Læs mere i artiklen ”Facebook”