Gå til hovedindhold
Lånehistorik eReolen

Lånehistorik og anbefalinger i app

I en kommende opdatering af eReolen-appen vil brugerne få tilbudt adgang til en ny lånehistorik og på sigt også personlige anbefalinger direkte i appen. Lånehistorikken er en feature, mange brugere har efterspurgt igennem årene, og nu vil den endelig blive tilgængelig.

De nye features vil kræve et aktivt tilvalg fra brugernes side, og de vil kunne fravælge det igen når som helst, ligsom de kan nulstille deres lånehistorik eller fjerne enkelte titler.

Med tilvalget siger brugerne ja til, at eReolen må gemme data om brugeren, så en algoritme senere kan foreslå titler, samt at vi må gemme oplysningerne om brugerens lån ud over de nuværende 30 dage.

I opdateringen kommer også en beta-udgave af en inspirationsboghylde med titler, som kunne være interessante for brugerne, når de kigger på en specifik titel.

Med tiden vil algoritmen, som ligger bag boghylden, blive bedre, i kraft af at brugerne interagerer med de foreslåede titler.

Lånehistorikken vil - fra den dag brugerne accepterer dataopsamlingen - begynde at opbygge et overblik over brugerens lån inde på 'Min side'. Man kan desuden selv vælge og fravælge titler i lånehistorikken, hvis man ønsker at redigere eller udvide listen med titler, man tidligere har lånt.

Det er PAPPS-projektet, som arbejder med personlige anbefalinger i apps, der har stået for udviklingen af de nye features, og de vil ligeledes komme med i Biblioteket-appens opdatering.

PAPPS-projektet er støttet af DDB’s pulje for fælles brugergrænseflader og er et samarbejde mellem ITK Aarhus Kommune, Aarhus Bibliotekerne, Odense Biblioteker og Borgerservice og foreningen eReolen