Gå til hovedindhold
ereolen på bogforum

eReolen på Bogforum 2023

Igen i år var eReolen vært for Lyttesalonen - Bogforums officielle lydbogsscene - da Bogforum løb af stablen d. 3.-5. november. I samarbejde med forlag og forfattere havde vi sammensat et spændende program med særligt fokus på lyd, og var vært for fantastisk interessante samtaler med store navne som Helle Helle, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Vigdis Hjorth og Alberte Vinding. Vi var så heldige at have besøg af en en perlerække af spændende nye navne som Haidar Ansari, Sara Rahmeh, Babak Vakili og Klara Witt.

Der var også fokus på nogle af litteraturhistoriens helt tunge drenge, da Per Stig Møller, Lærke Pade og Dan Schlosser dykkede ned i George Orwells verden, hvorefter Shakespeare og jubilæet for hans First Folio blev taget under kærlig behandling af skuespiller Flemming Enevold og oversætter og ekspert Niels Brunse. I den lidt mere friske afdeling talte Elisa Lykke og Anna Sofie Allarp om erotisk litteratur, mens Klara Witt og L. Sherman diskuterede dansk romancelitteratur-

Og som sædvanlig var der kæmpe fest på standen, da vi traditionen tro fyrede op for en farverig dyrequiz med Sebastian Klein, hvor både store og små blev udfordret på deres viden.

Tak for besøget til alle jer, der kom og var med til at gøre årets Bogforum en kæmpe fornøjelse! 

Hvis du ikke havde mulighed for at deltage eller har oplæggene gjort dig sulten efter mere, kan du her låne forfatternes bøger på eReolens temaside om Bogforum 2023.