Mest sjov, romantisk eller trist
Læseinspirationsværktøjet Buggi, der hjælper børn med at finde bøger, de har lyst til at læse, er blevet videreudviklet de seneste måneder.
Blandt andet kan man nu se alle de stemninger, emner osv., der beskriver en bog, og ikke mindst tydeligt se, hvor fremtrædende de hver især er.
Illustration: Spiloppo af Kristian Mørk er både sjov og romantisk – men mest sjov. Det er nu blevet let at se i Buggi.
Skoleversion peger frem mod kommende funktionalitet for folkebiblioteker
DBC er i gang med at udvikle en skoleversion af Buggi, og derfor er der lige nu fra forsiden mulighed for at vælge en ”Testskole”. Den mulighed springer man naturligvis bare over i folkebibliotekssammenhæng.
Hvis man er nysgerrig på, hvad man som folkebibliotek kan vente sig af Buggi, er man dog velkommen til at prøve testskole-muligheden af. Man vil så opdage, at skoleversionen fx kan filtrere, så eleverne alene præsenteres for bøger, som findes på netop deres skolebibliotek, og at en illustration, der trækker på skolens beholdningsoplysninger, hjælper barnet til at finde bogen på hylden. Hvis bogen ikke er hjemme, kan barnet reservere den.
I de kommende måneder vil DBC arbejde på at udvikle tilsvarende funktionalitet, der er relevant for folkebibliotekerne.
Baggrund om Buggi
Buggi er et læsekompas for børn, som bruger emojier og andre visuelle elementer til at foreslå bøger, der passer til det enkelte barn. Siden har eksisteret som demoversion siden marts 2020.
Læs mere om Buggi i artiklen: Nyt site bruger emojis til at foreslå børnebøger
Find Buggi-bannere til bibliotekets hjemmeside her